Første dag på kontoret efter ferien

Tilbage efter en lang ferie slog jeg igen i dag et smut ind forbi kontoret. Jeg kom til en ø, der er ved at blive indtaget af festivalgæster, som fylder færgerne fra nu og indtil Skarø Festival starter om 3 dage.

Jeg gætter på, at der kommer mange folk til øen i de næste dage, som har – eller udvikler – et stærkt tilhørsforhold til stedet, gennem deltagelsen i fællesskabet omkring festivalen. Dermed kommer tilhøret til at manifestere sig gennem det at være en del af  noget i højere grad end ved at have – eller tage sig – ret til noget.

Gensynet med kontoret gav også en oplevelse af at være del af noget. Her var nye billeder på opslagstavlen, masser af kommentarer og hilsner i gæstebogen og i det hele taget har gæster i kontoret tydeligvis blandet sig, bidraget og tilegnet sig stedet. Det er ikke længere bare mit kontor, men noget jeg har sammen med en masse andre, mine gæster – mine medkontorister.

TilHørTil er et værk skabt til festivalen Out of Season 2018
Luise Midtgaard tog fra d. 9.-18. februar ophold på Skarø i et kontor opstillet på haven. Herfra startede hun en undersøgelse af, hvad det vil sige at høre til. Gennem det kommende år, vil hun aflægge enkelte besøg på Skarø; tømme postkassen, besvare henvendelser og gøre status over undersøgelsen. Til festivalen Out of Season 2019 vil hun opsummere resultaterne af sine undersøgelser i et nyt og blivende værk. Arbejdet udgår fra Kontor for Tilhørsforhold, som på samme tid er en installationsoplevelse for den nysgerrige besøgende og et faktisk kontor. Se mere her